Shit-talk, memes og politisk propaganda til børn
Bragt i Berlingske, maj 2019
Mens vi havde travlt med at diskutere, hvornår Statsministeren ville udskrive valg, havde Fortnite-gamende influencere travlt med at sprede ideologiske memes, politisk Paludan-propaganda og shit-talk til danske børn på platforme som YouTube og Twitch.tv. Hvis vi vil forstå fænomener som Paludan, må vi starte ved e-Sport-streaming og influencerindustri i børnehøjde.
For nylig postede en af Danmarks største gaming-stjerner, YouTuberen MarckozHD følgende opslag på Twitter: “Piger, der kun ligger på røven er ludere - moderne sigøjner”. Én dreng kommenterer på opslaget: “Hej Marcos jeg vil bare lige sige dine videoer er fucking gode, og du er min yndlings YouTube streammer.”
“MarckozHD er en dansk e-Sport gamer, YouTuber og Twitch.tv-streamer. En 22-årig mand, der filmer sig selv, når han gamer og sender det ud live til børn på platforme som YouTube og Twitch.tv. MarckozHD startede med at uploade FIFA-videoer til YouTube i 2012, og han gamer bl.a. Counter Strike:GO og Fortnite. I nogle af filmene på Twitch.tv kalder han sig “BØRNEVENLIG STREAMER ( ͡° ͜ʖ ͡°) og han har ca. 192.000 følgere på Twitch.tv og ca. 143.000 følgere på YouTube. ”Danmarks største Gaming-stjerne” kaldes han i en artikel på dr.dk, der ”løfter sløret for det hårde arbejde, der ligger bag en vellykket Twitch-kanal. Og hvordan esport og streaming hænger uløseligt sammen”. Og det er sagen i en nøddeskal: e-Sport og streaming hænger uløseligt sammen.
Paludan-reactions - een af gamingens bagsider
Det var i et flow af Fortnite-videoer og såkaldte “reactions-videoer”, at Paludans rejse - der nu er endt i valgkamp, partirunder og traditionelle massemedier - startede. “Scenen er Aftenshowet på DR. Paludan kalder Mimi Jacobsen for nazisvin. Værterne gik overhovedet ikke ind med ordentlig kritisk opfølgning. Hvor i alverden ender vi? #dkpol #dkmedier,” tweetede Chefredaktør for Mandag Morgen, Lisbeth Knudsen, efter Aftenshowets indslag med Mimi Jacobsen og Rasmus Paludan. Man kunne omformulere tweetet til: “Scenen er kolding, Hundige, Hjørring + 50 locations rundt i Danmark igennem det seneste år. Paludan taler krænkende og racistisk til børn i hele landet. Det endte med et folketingsvalg”.
At reagere på (også kaldet “reactions”) er en internet-genre, der går ud på at filme sin reaktion på et eller andet. Det er en populær video-genre blandt børn og unge. Reaktionen kan være på alt fra produkter til politikere så længe den filmede reaktion skaber opmærksomhed blandt de unge seere og skaber virale trends. I en af de seneste videoer, hvor MarckozHD reagerer på Paludan, siger han i et ironisk tonefald: “skal vi se, om vores yndlings-youtuber har uploadet” han viser et klip, hvor Rasmus Paludan besøger Ballerup. I videoen, siger Paludan til en pige i mængden: “uanset tilbuddet, så vil jeg ikke dyrke det der lorte-sex, du plejer at ha’ med din kæreste.” Hvortil hun svarer: “prøv lige at læg’ mærke til mig, jeg er fuldt dansker, du er fucking racist din lille luder”. Efter lidt tid klipper MarckozHD tilbage til sig selv og kommenterer: “Pigerne der spiller hårdt op, når de ikke er hårde, det er nok det største turn off, nogensinde, altså det er simpelthen for pinligt det der ..” siger han, og gentager hende vrængende: “åh din lille luder skal jeg komme og smadre dig. Stop For helvede pigebarn, hun er sådan en pige på 15 år, der har haft sex med ti drenge på 20 år, så ryger hun en pakke smøger hver dag, og så sidder hun og tager MDMA i weekenderne på diskotekerne og bliver smuglet ind og bliver kneppet på lokummet. Det er sådan en type hun er.” MarckozHD fortsætter i en lang udskamnings-svada.
Hvis man googler “MarckozHd Paludan,” får man ca. 21.900 resultater. De er indrammede af reklamer fx af en reklame for en koncert i DR Koncerthuset, og her siger han ”sejr” med dét håndtegn, Paludan anvender, når han optræder og siger: ”husk at subscribe til Rasmus Paludan.” MarckozHD sympatiserer højst sandsynligt ikke med Rasmus Paludan, men det er svært at gennemskue hvad, der er alvor, humor, ironi og leg med racistisk og højreradikale ytringer. Det er en stor pærevælling af grænseoverskridende indhold, hvor de mest ekstreme reaction-videoer skaber flere seere. MarckozHD’s besøg i Vollsmose https://www.youtube.com/watch?v=jLDeEgVazKQ har 229.018 visninger. Den florerer nu også på det russiske site ruslar.pro og andre piratsider med hundredtusindvis af visninger. Alle er de med til at feede et økosystem af views, likes, followers, der skaber eksplosiv opmærksomhed og dermed opnår de en højere placering i Googles algoritmer: Det de fleste vil se i en målgruppe, er det resten af flokken præsenteres for. Er du et barn mellem 8-14, er du klart en del af dén flok, Her er det ikke kun politiske referencer, du udsættes for.
Fritidsklubben er skiftet ud med influencing og propaganda
At influere nogen betyder “at øve indflydelse på - at påvirke mærkbart”. Når gamere er ansat til at influere unge og påvirke ungdomskulturen, så virker det. Børn og unge tager det sprog og øvrige indhold, de interagerer med online, med ud i den analoge verden. Derfor er der så mange penge i branchen.
Rækken af gaming-influencere, der er målrettet børn, er lang og jargonen er ofte ekstrem. Alt og alle kan svines til, ironiseres over eller degraderes med referencer til børneporno, stoffer og tilsvininger af minoritetsgrupper. Et eksempel (med reklamer for Lalandia: “tag familien med på en skøn weekend i Lalandia”, Matas, Sun Lolly og Kræftens Bekæmpelse) har titlen “mindreårig er gravid.” Den er lavet af den 17-årige Jaxstyle, der bliver kaldt “eSport influencer,” reagerer bl.a. på små film lavet af elever - formentlig skoleprojekter, der er lagt på YouTube af sandsynligvis intetanende børn og unge. Indholdet er i sig selv håndholdt og uskyldigt, men influenceren Jaxstyle sætter det ind i en kontekst, der bl.a. referer til pædofili og incest. Emner der trender big time lige nu i “det-er-bare-for-sjov-og-vi-gør-grin-med-hvad-der-passer-os-internet-kulturen”.
I videoen ”Jaxstyle ser Kortfilm #15: MINDREÅRIG ER GRAVID?!”, ligger en dreng og en pige ved siden af hinanden i en seng - drengen siger; “jeg elsker dig (…) der må aldrig nogensinde komme noget mellem os.” Jaxstyle klipper til sig selv, der råber “ud over min diiiiiick.” Jaxstyle er som MarckozHD i stand hos det danske firma Gonzo Media, der brander sig selv som “din gateway til Millenials” og “The Youth Advertising Factory”, der “Hjælper brands med at gro ved at give dem en plads i ungdomskulturen”. Han beskrives som: “en af de mest populære danske streamers på Twitch og er kendt for sine sjove kommentarer og skarpe timing - såvel som hans gaming skills, der holder hans publikum underholdt i timer. Det er garanteret ufiltreret underholdning og helt sikkert one-to-watch” I en anden video viser Jaxstyle et klip af tre skolepiger i et omklædningsrum, der taler om, hvor de har været på ferie. De begynder at tage tøjet af for at gå i bad. Jaxstyle klipper til sig selv, der tager sit headset af, tager hånden op mod øret, for at visualisere en mobil: “Hello this is the 911. I would like to report af pedophiile. I would like to report myself. This is a crime. Sorry I am a criminal. This is illegal” Han griner, og siger med forvrænget stemme: “du er en fucking pædofil hamse. FBI open up”
Vi nævner Marckoz HD og Jaxstyle som eksempler her, fordi de er nogle af Danmarks største gaming influencere. Der findes et hav på Twitch.tv og YouTube og det ville ikke løse problemet udelukkende at gøre de to til problemet. Jaxstyle er ikke pædofil og MarckozHD ikke højreradikal, men de er kanaler for en ekstrem kultur, som e-sport og influencerindustrien tjener penge på. Og så er de symptomer på et problem, der er langt større.
Online ekstremismen, vi ikke taler om
I artiklen “The Online Radicalization We’re Not Talking About” beskriver Marwick og Lewishey, hvordan den højreradikale propagandamaskine virker, og hvordan den har infiltreret internetkultur via gaming og anvender ironi og humor til at tiltrække og samtidig normalisere ekstreme idéer. Formålet er at overbevise, særligt helt unge, hvide mænd om, at de er de eksluderede, og at de har ret til at tale præcis som de vil - som fx at joke med ekstreme emner, selvom det skader andre: “Online kulturer, der engang var relativt apolitiske er i dag kogt ind i racistisk drevet vrede. Nogle sci-fi-, fan-, og gaming-fællesskaber — der er præget af hverdags anti-feminisme — begynder at tage del i højrenationalistiske idéer. Ironiske Nazi-ikoner og hadefulde navne bliver således udtryksformer for anti-semitisme”.
I dag vender stort set alle relevante voksne ryggen til den ekstremisme, der hersker online. Det er først, når ordet “nazizsvin” bliver brugt i en politisk debat på TV, at vi reagerer. Men det er hverdagskost for mange børn hver eneste, der tager del i fx gamerkulturen. Når vi voksne står med ryggen til, kan vi ikke se de ekstremistiske politikere, de pædofile netværk, de shit-talkende influencere og kommercielt værdiforladte brands, der udnytter internettet og propaganderer over for børn. Når vi står med ryggen til, er vi ikke opmærksomme på det normskred og den dehumanisering, der er opstået og gror i grænselandet mellem digital børnekultur og ekstremisme.
Skrevet af Af Katrine K. Pedersen og Mie Oehlenschläger