Skibidi Toilet-syndromet er over os!

Udover at være et af de meste populære fænomener i digital børnekultur, så er Skibidi Toilet-trenden et eksempel på, hvordan moralske panikker anvendes som politisk brændstof i opmærksomhedens æra.

Denne artikel blev først bragt i K-Forum hvor Katrine og Mie var gæstebloggere hen over sommeren.

”Skibidi Toilet” er en animeret, dystopisk YouTube-videoserie skabt af den georgiske animator Alexey Gerasimov. Serien er kun lidt over et år gammel, og siden den første Skibidi Toilet-short-video blev delt den 7. februar 2023 har afsnittet, ifølge Mashables forældreguide til Skibidi Toilet, opnået mere end 120 millioner visninger. Andre videoer i serien har over 250 millioner visninger, og kanalen DaFuq!?Boom!, der er Gerasimovs YouTube-kanal, har over 44 millioner abonnenter og over 16 milliarder visninger. 

Den låner fra både mainstream populærkultur (”Give It To Me” af Timbaland) og eksisterende meme-referencer, som man kun forstår, hvis man kender dem, f.eks. “Brr Skibidi Dop Dop Dop Dop Yes Yes Yes Yes” fra sangen ”Dom Dom Yes Yes” af den bulgarske Biser King. Og hvis det ikke allerede lyder gak, så tilføj toiletter med animerede mænds syngende hoveder. Serien følger, ifølge Know Your Meme, en handling om Skibidi Toilets, der overtager verden, og mænd med kameraer som hoveder, kendt som Cameramen, der kæmper imod dem.

Seriens popularitet er eksploderet på en måde, der bør vække opsigt. Ikke pga. indholdet, men fordi populariteten har vist sig at fungere udmærket til andre formål. Ikke kun hos børn har serien skabt stor opmærksomhed. Der er også opstået et hav af memes, konspirationsteorier, misinformationer og andre opmærksomhedsskabende praksisser, som vi kender fra opmærksomhedsindustriens fremtrædende skikkelser, lige fra Trump til Tate. Den Skibidi Toilet-opmærksomhed, der ruller i voksenhøjde er en spredehagls-rant mod boomers, russisk moralsk panik, bekymrede forældre og andre, der kan fungere som en pol i polariseringens katapult til views. Som yotuberen Natalie Wynn skriver i et tweet: The skibidi toilet moral panic is the precise moment millennials became old people.”

Skibidi Toilet-syndromet: moralsk panik

Denne moralske panik har fået sit eget populære meme ”Skibidi Toilet syndrome” der opsummerer opfattelsen af, at den populære YouTube-serie ”Skibidi Toilet” er skadelig for børn og negativt påvirker deres adfærd og udvikling. Udover boomere, i form af forældre og eksperter, der ifølge den kritik, der ligger i memet, burde tage en chill pill, gælder kritikken, ifølge bl.a. The Guardian, også politiet i Moskva. 

Moralsk panik er ikke et nyt fænomen. Begrebet har eksisteret i lang tid, og som New York Times-journalist Pamela Paul påpeger i artiklen ”Do Not Panic. It’s Just a Moral Panic”, så har det altid tjent en politisk funktion ved at ophidse og udpege syndebukke. Paul bemærker ironien i, at de, der beskylder andre for moralsk panik, ofte selv er de mest moraliserende. Begrebet moralsk panik har eksisteret længe og været en trofast følgesvend til medieudviklingen, men med sociale medier har det ændret karakter: ”Mens moralske panikker altid har tjent en politisk funktion ved at ophidse følelser og udpege syndebukke, er det at beskylde nogen for at skabe en moralsk panik i sig selv blevet et politisk værktøj, en måde at delegitimere oppositionen som på en eller anden måde tåbelig og hysterisk.”

Informationskrisen og moralsk panik

I en tid, der ofte beskrives som en opmærksomheds- og informationskrise, kan det være nødvendigt at gentænke begrebet ”moralsk panik.” Når vi taler om moralsk panik, refererer vi normalt til en overdrevet reaktion på en opfattet trussel mod samfundets værdier og interesser. Imidlertid kan denne traditionelle forståelse være utilstrækkelig i en digital tidsalder, hvor teknologier bevidst anvendes til at forstærke splittelse og konflikt for økonomisk gevinst. Begrebet moralsk panik kan nemlig også benyttes til at lukke ned for legitim kritik.

André Brock, der forsker i digitaliseringens strukturelle racisme, påpeger vigtigheden af at integrere moral i den digitale kritik. Han argumenterer for, at der er grænser for den neoliberale dagsorden og introducerer ideen om en ”moral code of harm reduction” i stedet for moral panik. Dette koncept indebærer en etisk tilgang til teknologiudvikling og -brug, der fokuserer på at minimere skade frem for at reagere panisk på de symptomer, der opstår fra skadelige praksisser.

Ifølge en af the grand old men inden for forskningen i moralske panikker Sean P. Hier er en af de største udfordringer ved moralsk panik problemet med disproportion. Hier kritiserer i sin spritnye forskning begrebet for at være normativt og ofte politisk ladet. Traditionelle moral panic-studier har en tendens til at fokusere på konservative overreaktioner, hvilket kan føre til en skæv fremstilling af sociale reaktioner. Hier mener, at de sociale reaktioner på moralske grænseoverskridelser er langt mere komplekse og nuancerede, end hvad den traditionelle moral panic-teori tager højde for.

Moralske panikker før og efter informationskrisen

1. Normativ bias: Den traditionelle definition af moralsk panik er normativ og ikke empirisk, hvilket kan føre til en skæv fremstilling af politiske reaktioner.

2. Ensrettet fokus: Traditionelle studier fokuserer næsten udelukkende på konservative overreaktioner og ignorerer progressive overreaktioner og konservative underreaktioner.

3.Kompleksitet og nuancer: Sociale reaktioner på moralske grænseoverskridelser er mere komplekse, end den traditionelle teori tager højde for.

4. Modernisering og mediemangfoldighed: Den traditionelle model er utilstrækkelig i den moderne medieøkologi, hvor sociale medier spiller en central rolle i at forme og sprede moralske panikker.

Skibidi Toilet-syndromet er et eksempel på, hvordan en populærkulturel trend kan udløse eksplosiv opmærksomhed med moralsk panik som brændstof. Men det er helt afgørende at forstå underliggende mekanismer og interesser bag moralpanikker, da de ofte tjener politiske formål og kan have betydelige sociale konsekvenser. Samtidig bør vi overveje at inkludere en moralsk dimension i vores digitale kritik for bedre at håndtere de komplekse sociale reaktioner, der opstår i dagens medielandskab. Dette kræver en mere nuanceret forståelse af moralsk panik, der går ud over de traditionelle rammer og tager højde for de moderne medier og sociale dynamikker.